Flot placering i konkurrencen Årets Arbejdsplads
Yara Praxair opnåede en flot 3. plads i 3F's konkurrence: Årets Arbejdsplads.

I dagligdagen hjælper 3F medlemmer, der mister jobbet, bliver snydt af arbejdsgiverne eller kommer til skade på arbejdet.
- Men vi er ikke kun en fagforening, der hjælper, når det går galt. Vi sætter også meget stor pris på alle de gode arbejdspladser, som vores medlemmer er glade for, siger formand for 3F Poul Erik Skov Christensen, som den 11. september udnævnte årets vindere i konkurrencen om at blive Årets Arbejdsplads 2010.
- Der findes mange forskellige konkurrencer om at blive årets virksomhed. Men Fagbladet 3F og 3F's konkurrence er enestående, fordi virksomhederne er indstillet af medarbejderne, og fordi vores fokus er på virksomheden som arbejdsplads. En virksomhed kan have nok så mange gode strategier, certifikater og flotte tal - men kun hvis vores medlemmer har fundet det værd at indstille den, finder den vej til vores konkurrence, siger 3F's formand.
I denne konkurrence opnåede Yara Praxair en flot 3. plads på baggrund af stor fokus på sikkerhed, høj motivation og stolthed for virksomheden blandt medarbejderne og en helt speciel team-ånd.
Se 3F's præsentationsvideo af Yara Praxair ved at klikke her.